Knud Lavard (ca. 1096 - 1131) var søn af Erik Ejegod og hertug af Sønderjylland. Som hertug fik han af kong Niels til opgave at værne den jyske grænse mod angribende venderne. Tilnavnet "Lavard" – (en hædersbetegnelse, afledt af det engelske "lord") - skal han have fået p.g.a. sin handlekraftige optræden.

Mord og borgerkrig
Kong Niels som var konge 1104-1134 havde en søn, Magnus, der frygtede, at Knud ville kræve tronen efter Niels' død, lokkede Knud i baghold i en skov i Haraldsted, og dræbte ham dér.

Medlemmer af Hvide-slægten lod ham begrave i Ringsted. Mordet udløste en borgerkrig, der kom til at vare i mere end 25 år, alt mens der opstod legender om den myrdede Knud Lavard. Det hed sig, at der skete mirakuløse helbredelser på mordstedet i Haraldsted, og der blev bygget et valfartskapel for pilgrimme.

Forhistorien til borgerkrigen, begynder med den skånsk-ættede konge Svend Estridsen (1047-75) og de fem af hans sønner, som alle blev konger i Danmark: Harald, Knud, Oluf, Erik og Niels. I slutningen af 1000-tallet var det Erik med tilnavnet Ejegod, "den altid gode", som sad på tronen. Efter hans død i 1103, blev han efterfulgt af broderen Niels. Det var Erik Ejegods to sønner Erik Emune og Knud Lavard og den regerende kong Niels søn Magnus, som skulle få en central rolle i den magtkamp, der brød ud.

Under borgerkrigen efter mordet på Knud Lavard sluttede Valdemar sig til Sven, søn af Erik Emmune, men han skiftede side og valgte at støtte Knud, Magnus søn. Kampen mellem de tre kongsemner, Sven (søn af Erik Emmune), Knud (søn af morderen, Magnus) og Valdemar (søn af den myrdede, Knud Lavard) svækkede rigets tilstand og gjorde landet sårbart overfor tysk intervention. Danske stormænd gennemtvang derfor et forlig i 1157, hvorefter Sven, Knud og Valdemar delte landet mellem sig. Valdemar blev konge af Jylland. Da forliget blev fejret på kongsgården i Roskilde, søgte Sven at myrde sine to medkonger. Mens Knud blev dræbt, lykkedes det for Valdemar at undslippe til Jylland. Ved et slag på Grathe Hede ved Viborg få måneder efter sejrede Valdemar. Sven blev dræbt af jyske bønder, da han flygtede efter slaget. Valdemar blev herefter enekonge. Det lykkedes for ham at gøre eventuelle kongsemner til tro tjenere i stedet for fjender, og kunne sikre sin slægt som Danmarks retmæssige konger.

I 1170 samlede Valdemar en skare stormænd og gejstlige til et møde i Skt. Bendts Kirke i Ringsted, hvor han fejrede helgenkåringen af sin far, Knud Lavard, samtidig med at han fik sin søn, Knud 6., kronet og salvet som medkonge. Hermed var den kongelige arvefølge inden for Valdemars slægt indført. Politisk stod Valdemar for et snævert samarbejde med en styrket kongemagt og kirken.

I slutningen af 1200-tallet blev Knud Lavard afbildet som Hellig Hertug Knud på et kalkmaleri i Sct. Bendts hvælvinger. Men også i Vigersted kirke findes Knud Lavard afbildet med rosenkrans i håret, d.v.s. som hertug eller prins, samt i en gruppe bestående af Vor Herre, der rækker en krone til ham, hvor han er omgivet at forskellige håndværkere. Knud Lavard var skytshelgen for Sct. Knudsgilderne, der senere udviklede sig til egentlige håndværkerlaug. Sct Knudsgilder kender man i dag stadig i Sverige.

I Weekenden d. 14. og 15 september er vi en række folk og institutioner, der planlægger et Knud Lavard Symposium, hvor vi gennem foredrag, udflugt og forskellige aktiviteter vil sætte fokus på Knud Lavard hans betydning for Ringsted og Skt. Knudsgilderne. Alt sammen for at markere Ringsteds betydning for hele landet i middelalderen, men det vil I høre meget mere om.

Michel Steen-Hansen

Se også www.knudlavard.dk