Hvorfor Plovpenning
Erik blev i 1232 kronet som medkonge. Først i 1241 overtog han tronen efter faderens død til stor forbitrelse for brødene Abel og Christoffer, der begge ønskede at få del i kongemagten. Abel og Erik bekrigede hinanden igennem flere år, indtil de indgik forlig 1244 for at samle kræfterne til et fælles korstog mod Estland.

Men enigheden mellem dem varede kort, og kampen blussede op igen. For at finansiere fortsættelsen af korstogene og kampen mod Abel lagde Erik i 1249 skat på hver en plov til stor fortrydelse for de i forvejen hårdt prøvede undersåtter. Den hårde inddrivelse af skatten skal have givet ham tilnavnet "Plovpenning".
Da det i 1250 lykkedes for Erik at erobre det meste af Abels slesvigske hertugdømme, indgik de forlig.
Umiddelbart efter forsoningsfesten blev Erik myrdet af Abels mænd og kastet i Slien.
Hans jordiske levninger blev i 1258 overført til Skt. Bendts kirke i Ringsted. På korshvælvingerne over Eriks grav ses nogle kalkmalerier fra slutningen af 1200-tallet med scener fra Eriks liv og død.

Valdemarernes politisk propaganda for sig.
På kalkmaleriet i korsskæringshvælvet i Sct. Bendts tre mænd i deres båd og stikker efter et lig, de har kastet i vandet. Mændene er svende i tjeneste hos hertug Abel i Slesvig, denne hertug, som under en formodet forsoningsfest med sin kongelige broder, Erik den Fjerde, siger til en af sine riddere: »Før ham hvorhen du vil, og gør med ham hvad dig lyster.«

Erik Plovpenning blev sejlet ud på Slien. Forinden lod Abel hans mænd dræbe. Ude på floden skriftede kongen hos en til formålet medbragt præst. Så huggede man hovedet af ham og kastede liget over bord. Men det ville ikke synke. Et par uger efter blev den dræbte kong Erik fundet af fiskere. Han blev først begravet i Slesvig - »jordet i nonnernes lille kirke,« som det hedder i en samtidig krønike. Siden kom liget til Sct. Bendts Kirke i Ringsted.

Abel er Valdemar Sejrs og hans portugisiske dronning Berengarias søn, som anklages for drabet på sin ældre broder Erik. Abel får 24 riddere til at aflægge ed på, at han er uskylden selv. Derefter kroner ærkebisp Uffe i Lund ham til danskernes konge i 1250. Han falder 1252 i kamp med friserne.

Men det er en helt anden historie, og den anes kun i sin spæde begyndelse i den billedserie, som findes i Ringsted. Et enestående budskab til os alle om landet i middelalderen, om personlig rivalisering og fejder, om politik og religion, om propaganda og manipulation.

Et vigtigt mål for disse interesser og intriger var at udvirke en helgenkåring af Erik Plovpenning. Det må være kommet som en skuffelse for kongefamilien, at paverne ikke ville medvirke hertil, uagtet der kunne påvises mange undere og mirakler ved Eriks martyrgrav i Sct. Bendts.

Men sådan var det. Rom havde andet at foretage sig end at udstyre et fjernt dynasti med politisk nyttige helgener - og i øvrigt var valdemarerne allerede blevet begavet med én af slagsen, Knud Lavard, myrdet i Haraldsted Skov i 1131 og skrinlagt i Ringsted siden 1170.

Derfor valgte kongefamilien den næstbedste løsning, som var egenhændigt at løfte den myrdede Erik Plovpenning op i de højere luftlag, hvor man gerne så ham anbragt. Omkring 1300 indledes bemalingen af korsskæringshvælvet, der til denne dag kan tolkes som et i dansk sammenhæng uforligneligt stykke kongelig propaganda.

På datidens mennesker, der for almuens vedkommende levede i små, mørke huse - ofte ganske primitive hytter - uden lys og uden udsmykning, må billederne i Skt. Bendts have gjort et voldsomt indtryk. Under gudstjenesten og andre kirkelige handlinger har de i timevis kunnet studere kongemordets rædselsfulde detaljer. Skrevne efterretninger fandtes næsten ikke, og de færreste udenfor adelen og præsteskabet kunnet læse. Rygter og forlydender har det til gengæld ikke skortet på.

Nutiden kan se billederne i Skt. Bendts som en raffineret og gennemtænkt manipulation. I middelalderen har de virket som den skinbarlige sandhed. I østkappen sidder de himmelske regenter, Jesus og Jomfru Maria. I vestkappen findes Knud Lavard med sin lensfane, optaget af at velsigne menigheden. Mod nord følger billedseriens stifter, Agnes, »fordum danernes dronning«, med sin bønnebog.

Billedet i sydkappen rummer det centrale budskab. Her troner Erik Plovpenning, flankeret af to huskarle i muntert stribede dragter. Modsat Knud Lavard velsigner kongen ikke menigheden - så vidt har man ikke villet eller turdet gå. Men kongen er udstyret med både krone og glorie. Ingen skal gå hjem i tvivl om, at han eller hun har stået over for en hellig fyrste.

Detaljerne oppe i hvælvet er svære at skelne nede fra gulvet. Den, der vil studere dem, gør klogt i at medbringe sin teaterkikkert.

Men det er værd at gå op i Sct. Bendts Kirke bøje nakken bagover og se dette 800 år gammel eksempel på den mest påtrængende dynastisk-politiske agitation.